Karen Marie Knudsen blev født i Baaring ved Asperup på Nordvestfyn den 21. juli 1919. Hun var datter af gårdejer, sognefoged Svend Trøst Knudsen og Karen Dorthea Knudsen, og havde en ældre søster, Ane Kirstine. Der havde også været en bror, Rasmus, men han døde 5 måneder gammel.
Karen var elev på Ryslinge Højskole og blev delingsfører.
Hun tjente herefter på forskellige andre højskoler, bl.a. Askov og Ollerup.
Efter krigen tjente Karen på Lillsved Højskole nord for Stockholm. I 2006 fandt vi højskolen og tog et billede.
Under sit ophold på Ollerup lærte hun Agnes Kristensen at kende, og under et besøg hos hende på Vestsjælland mødte hun Agnes’ bror, Poul Kristensen. De giftede sig i Asperup Kirke den 26. oktober 1946 og tog bopæl på Hovvejen i Ubby, hvor Poul havde bygget en bungalow.
Karen og Poul blev forældre til to børn, Kamma og Svend. Svend blev kaldt Svend Trøst Kristensen efter Karens far. Også Kamma fik mellemnavnet Trøst.
I 1984 solgte de ejendommen på Hovvejen og købte et enderækkehus på Gartnervænget i Ubby.
Karen led af øjensygdommen Retinitis Pigmentosa, som forårsagede at hun langsomt mistede synet og i de sidste mange år var hun helt blind.
Karen blev enke i 1991, men blev boende i rækkehuset indtil 2003, hvor hun fik en bolig på plejehjemmet. Karen døde den 30. januar 2013 på Enggården i Ubby og blev bisat den 5. februar samme år på Ubby kirkegård.